Morten Barkers fotografier og installation beskæftiger sig ikke så meget med tiden som dimension, men med stedet i form af en skildring danske landskaber.

Siden guldalderen, hvor malerne stærkt inspireret af de nationale strømninger blandt andet personificeret gennem den indflydelsesrige kunsthistoriker og kurator N. L. Høyen, brugte det danske landskab til at yde deres bidrag til formuleringen af en dansk national identitet ved at skildre det såkaldte særegne danske landskab, har skildringen af landskabet og de spor vi afsætter i det ofte været brugt som til at tage pulsen på vores nationale identitet.

Inden for fotografiet så vi det sidst med den store udstilling ”Herfra hvor vi står – Danmark under forvandling” hvor 14 fotografer havde fået til opgave netop gennem en skildring af det danske landskab at tage pulsen på de sociale og politiske forandringer Danmark har gennemgået i det 20. århundrede og i høj grad også gennemgår i disse år. Et andet eksempel er udstillingen ”Uden for Myldretid” der har været vist på 4 kunstmuseer rundt omkring i landet og netop afsluttet på Vensyssel Kunstmuseum hvor fotograferne Christina Capetillo, Torben Eskerod, Carsten Ingemann og Henrik Saxgren viser resultatet af hvad der i kataloget beskrives som en antropologisk/topografisk ekspedition i Danmarks yderområder.

Her på Kunsthal Nord husker måske mange udstillingen med Trine Søndergaard og Nicolai Howalt der åbnede sidste januar, hvor også landskabet og den klassiske jagt-scene var taget som afsæt. Morten Barker indskriver sig således i en særdeles veletableret genre inden for landskabsfotografiet som har været dyrket af nogen af det allerbedste kunstfotografer vi har.

Ikke desto mindre er der noget mere, noget farligere og mere dybtgående på spil i det Danmarksbillede Morten Barker tegner gennem sine landskabsbilleder.

Hans billeder er tilsyneladende tilforladelige almindelige danske landskaber, flade og ensartede og uden det store drama.

Det landskaberne har tilfælles er imidlertid, at det er militære øvelsesområder. Tidligere har han skildret skydeterrænet på Kallesmærsk hede der anvendes til øvelser med kampvogne, artilleri og fly. De installationen og billederne vi ser her, er fra skydeterrænet ved Hevring på Djursland.

De spor der registreres i de ellers så fredelige ofte næsten guldalderagtige landskaber er altså forbundet med et drama, med krig, udslettelse, lidelse og tab af liv – en del af den danske virkelighed og nationalkarakter der er kommet til overfladen og tæt på, er blevet til blodig virkelighed i de senere år. Snarere end socioøkonomiske begrundede fysiske forandringer i landskabet har Morten Barker altså her fat i en måske mere dybtgående splittelse i den nationale karakter der går langt tilbage.

Med landskabet som udgangspunkt udforskes de spor krigsøvelserne har sat i landskabet, dels gennem følsomme skildringer af skoven, dels dokumenteret gennem artefacter – træer der bærer spor af at være blevet ramt af projektiler, og dels gennem en næsten klinisk/videnskabelig dokumentation ved brug af røntgen fotografier.

Hvor man kan sige at Trine Søndergaard og Nicolai Howalt i udstilingen ”Birds- Trees and Hunting Scenes” her på Kunsthal Nord sidste år spillede på den klassiske jagtscene, kan man sige, at Morten Barker spiller på en anden klassisk genrer, nemlig slagsscenen, men i og for sig på en mere subtil måde i form af de anelser de små tegn og spor i landskabet giver.

Den struktur Morten Barker lægger ned over landskabet gennem sit værk, det filter han lader os se den danske virkelighed igennem synliggør altså pludseligt et Danmarksbillede der måske er overraskende i et land der, for at vende tilbage til Guldalderen, opfatter sig selv som et idyllisk land ”der står med brede bøge” hvor ”de harnisk klædte kæmper…nu hvile deres bene”. Samtidigt er det gjort på en måde, der ikke tager stilling, men vækker til den enkeltes eftertanke.