Med kunstneren på militærøvelse, af Kirstine Bruun. 18. mar. 2014 [Reportage]

Krudtrøgen kan smages i luften og trykket fra affyringen af 42 kg tunge granater kaster kviste og bark flere meter op i luften i det militære øvelsesterræn nær Esbjerg. Her løber fotokunstner Morten Barker rundt med sit kamera for at indsamle materiale til sine værker. Kunsten.nu var med. En række dumpe drøn trykker sig gennem nattemørket og noget, der ligner stjerneskud, løber over nattehimlen nær Karlsvognen og brænder ud. I den følgende stilhed breder et blødt lys sig ned over det sandede hedelandskab nær Esbjerg, inden de hvide fosforgranater kommer til syne som et faldende stjernebillede med hvide røghaler. Orange, gule og grå farver oplyser sand, lyng og vandpytter. Sceneriet er poetisk og smukt, men formålet blodigt: Når Artilleriet i Oksbøl oplyser himlen med granatstjernebilleder, er det for nemmere at kunne ramme deres mål med de 42 kg tunge granater lastet med 22 kg dynamit, der afsendes fra haubtiskanonerne 15 km længere inde i landet.

Refleksion mellem læhegn og kanoner

Morten Barker står begejstret på en bakketop og skyder løs med kameraet. Han arbejder samtidig på hele tre forskellige projekter, der på hver sin måde aktualiserer dansk krigsdeltagelse og dét oversete soldaterliv, der finder sted lige bag ligusterhækken i Udkantsdanmark tæt på fredelige drivhuse og pittoreske udflugtsmål: Udstillingen A World Between Cannons, der skal vises på Varde Artillerimuseum i 2015, et Danmarks-projekt om det danske landskab og endelig - som tak for, at artilleriet tillader den løbske kamera-action-man at rende rundt blandt dem under øvelserne - dokumentationsbilleder af soldaternes hverdag med eksplosioner, stringent uplinet materiel  og sms’en til konen i pauserne.

Barker har i fem år fotograferet militærøvelser og sporene efter dem rundt omkring i det danske naturlandskab. Med værkerne ønsker han at gøre opmærksom på den danske krigsdeltagelse rundt omkring i verden, som ellers ofte gemmes væk af politikerne. Under arbejdet gælder det om at være hurtig og fange øjeblikkene - og projektilerne - idet, de dukker op, men også om at holde en vis distance og ikke blive for drengerøvsagtigt begejstret. Barkers mål er ikke sensationen, men et mere neutralt, poetisk udtryk, som opfordrer til refleksion snarere end retter kritik - og som er ladet med andet end blot eksplosiver. Bl.a. derfor bruger han ofte flere måneder med at “akklimatisere” sig efter øvelserne, inden han går i gang med at sammenstykke sine værker af det fotografiske materiale. Lige nu er det dog indsamlingen, det gælder. Han presser øjet mod søgeren, tager et par fotos af granatformationen, indstiller hurtigt apparatet, fotograferer igen og når at fange lyset, inden det brænder ud. Så lyder en hvislende hylen højt på himlen, og kameraet drejes hurtigt med lydens retning. I horisonten oplyses tågen af et stærkt orange lysglimt, inden det forsinkede brag og det lille puf fra trykbølgen følger. Klik!

Inventar

Det har taget Barker seks måneder og adskillige tusinde billeder at blive accepteret blandt soldaterne, men nu er han nærmest fast inventar og omtales som “Fotografen”. Ham ved alle, hvem er, og hans dokumentationsbilleder, som han ikke betegner som egentlige værker, kan findes på både kontorer, pauseskærme og i messen. Kunsten.nu’s kvindelige reporter må også en tur gennem møllen: “Nå, har du ekstra Sloggi med?!”, lyder det, da vi ankommer til øvelsesterrænet tidligt på dagen. Det forventes åbenbart her, at spinkle kunsthistorikere skider i bukserne af skræk ved mødet med kanonerne. Men ellers gør man sig fortjent til pladsen ved at vise, at man kan opføre sig sikkerhedsmæssigt

Jaloux på malerne

Dagen er begyndt langt mindre action packed 12 timer tidligere inde i landet på en stubbemark, hvor de tre store kanoner var linet op tæt ved en grusgrav, en krondyrfarm og hus med nylagt stråtag. Selvom det kontrastfulde sceneri kunne være et oplagt motiv, retter Barker linsen mod små symbolske detaljer som et par lærker på himlen, der “kæmper om territorium”, og som på en mere subtil måde kan pege på krigen.
“Jeg er jaloux på malerne,” siger Barker og griner. Han betegner sin metode som netop “malerisk”, og et enkelt værk kan sagtens bestå af flere hundrede sammensatte billeder fra det samme sted. Det giver mulighed for at styre dybdeskarpheden i hele billedet - og at fange totalbilleder af lærker, soldater og pjecer i kompositorisk helt usandsynligt heldige ‘øjeblikke’.

Dette gør sig gældende ved den næste stilling, hvor der pludselig ‘åbnes ild’, og soldaterne kryber ud i et læhegn for at observere fjenden.Her fanger Barker en geværmunding i grenene, en gående soldat og en fortykning af bevoksningen, der danner silhuetten af en kanon - dele som måske skal samles til et værk senere. Selvom det for en analog fotograf kan synes som photoshopvanvid, er der alligevel en grænse for Barker: “Jeg har den regel, at hvis jeg har set det, må jeg bruge det” siger han. Det handler stadig om at fange det rette, symbolske øjeblik - selvom det ikke behøver ikke at være samtidig. Æstetikken er fokuseret på symbolik frem for overdreven action - også selvom motiverne kredser om krig, død og ødelæggelse. Et eksempel er en video, som er under udarbejdelse, hvor Barker har filmet røgen fra affyringen af kanonerne, mens den som en klump tæt tåge bevæger sig gennem skoven, frem for det helt oplagte motiv: Haubitsen og mundingsilden.

Soldatervirkelighed i harmoni med naturen

Den tilstræbte neutralitet er måske en af grundene til, at Barkers arbejde er populært blandt soldaterne - og at han nu på femte år får lov til at rende dem i hælene med kameraet. Premierløjtnant Rane Roth er glad for den opmærksomhed og skildring af soldaternes hverdag, som han ser i Barkers værker: “Vi har brug for at blive sat i et andet lys, end det man ser fra Armadillo og vores indsats i Afghanistan generelt. Der er mange fordomme om, hvad en soldat er, og hvad han laver.” Roth læser en historie om udendørs soldaterliv “i harmoni med naturen” i Barkers værker, der sætter et tiltrængt og positivt fokus på soldaterne herhjemme, og han synes ikke, at Barkers værker af eksempelvis skamskudte træer skal læses kritisk: ”Han dokumenterer jo virkeligheden fuldstændigt nøgternt. Der er projektiler i træerne i Oksbøl. Selvfølgelig handler det om død og ødelæggelse - det er jo det, artilleriet handler om - men det er jo ikke værre end at se et billede af en bil, der har kørt en ræv eller en kat ned. Og træet lever jo videre på trods af, at vi har været der.”

Mellem storpolitik og medmennesker

En anden relevans får Barkers værker i skumringen under skydemødet, hvor de dumpe drøn fra kanonerne trænger gennem mørke og ørepropper, mens vi venter på tilladelse til at køre ud til nedslagsområdet. Her snakkes om politiske beslutninger og personlige historier: En af artilleristerne samler efter øvelsen de overskydende feltrationer ind og efterlader dem ved en række PTSD-ramte soldaters bivuakker rundt omkring i de jyske skove. Indsamlingen viser en bevidsthed om krigens konsekvenser og en ansvarsfølelse, der på mange måder er helt ukendt i det civile Danmark. Det er måske her i spændet mellem det politiske og den personlige historie, Barkers værker særligt får deres relevans: Ved at vise, at der omkring i det danske landskab trænes til krig i andre landskaber, som på godt og ondt får konsekvenser - og at danskerne har et medansvar for det.

Tak til Første Danske Artilleriafdeling i Oksbøl - og tak for kanonsnapsen.