Landskab, kamp og territorium, Tekst Trine Rytter Andersen.

Morten Barker interesserer sig for det, som foregår ude i de militære øvelsesområder, som findes rundt om i den danske natur. I flere år har han udviklet sit forhold til Forsvaret og fået adgang til at filme og fotografere i disse særlige naturområder, både når de henligger i ro og fred, og når de fremstår som skueplads for militære troppers øvelser med skarpladte våben og tungt artilleri. Hans fokus på det drama, som udfolder sig i Danmarks militære skydeområder, er for det første usædvanligt og for det andet er hans blik præget af en fordomsfri nysgerrighed, som er befordrende for de nuancer og den dybde, som hans værker afspejler.

Morten Barkers værk handler på et overordnet plan om landskab: Hvordan vi oplever det. Hvordan det ser ud. Hvordan det forandres af krigshandlingens ødelæggende kraft. På et andet plan handler det om territorium: Forholdet mellem naturens langstrakte og seje overlevelseskamp på den ene side, i mødet med projektiler, granater og sprængstoffers glimtvise med tilbagevendende brutalitet på den anden side. Begge dele undersøges på en måde, hvor såvel ydre fysiske forhold såvel som indre mentale tilstande aktiveres og sammenkobles i værkkredse, der kan bestå af fotografi, video, installation, objekter, lys og lyd.

Over for værkerne er vi vidner til en ekstrem tilpasning, hvor naturen konstant reetablerer sig, nægter at vige pladsen og opretholder sit territorium som biotop og som habitat, på trods at de brutale omstændigheder. I Barkers skildring bliver såvel dyr som kampvogne til en slags natur, der sameksisterer parallelt og ind imellem spejler sig i hinandens brutale og dødbringende adfærd. Selv lærkens sang, som vi elsker og forbinder med fred og harmoni, er et udtryk for aggression: et forsøg på at opretholde et revir og holde rivaler på afstand. Over for lærken og kronhjortenes territoriale adfærd, deres kampe i parringstiden, fremstilles de destruktive militærkræfter så de ligner naturen – er natur.

Dette greb som naturaliserer mennesket som dræbermaskine, er så stilfærdigt udført, at man næsten ikke opdager kritikken, og da landskabet hviler i en forførende ro med krondyr og lyng, som af beskueren aflæses som var det så skønt som guldaldermaleriet i sin tid, kan man let forledes til at tro at denne særprægede verden opretholder en sælsom harmoni helt uden konsekvens eller betydning for naturen og det omgivende samfund.

Morten Barker undersøger sårene både de synlige og de usynlige, og på den måde handler det også om det underliggende psykologiske landskab, som aftegner sig i vores indre og som kommer til syne på en langt mere subtil og ubevidst facon, i kraft af de ideer og tanker, som opstår i os, når vi konfronteres med de modsætningsfyldte elementer som med landskabet som scene, orkestrerer dette helt særlige område af dansk militærpraksis.

Selv om det overfladisk betragtet, ser ud som om mødet mellem natur og krigskultur foregår gnidningsløst, så viser Morten Barker også, hvordan militærets tilstedeværelse afstedkommer sår på og afsætter spor i naturen. Vi konfronteres med det hårde overfor det bløde, der hvor kampvogne tungt maser sig frem på brede larvefødder, springer elegante krondyr af sted på lette klove. Begge efterlader sig spor i sandet, og når de mødes, opstår der noget, som har stor poetisk kraft. På samme måde når lærkens muntre triller akkompagnerer kampvognens monotone brummen, der igen kan forveksles med kronhjortens hæse brøl i brunsttiden. Vi opdager, at kampen også udkæmpes mellem krondyr og kampvogne, begge kræver deres plads i dette univers.

Med røntgenfotografier af projektiler og granatsplinter i træer undersøger han, hvordan naturen forsøger at overkomme de skader, som krigsmaskinerne påfører den. Disse usynlige sår, som kan afsløres via røntgenfotografi, bliver et symbol, på hvordan krigshandlinger til alle tider, har påført naturen (og menneskeheden) sår, som både natur og mennesker efterfølgende forsøger først at overleve, siden skjule og til slut glemme.  Det er arbejdet med at finde og blotlægge de dybere og umiddelbart usynlige, sår, som tilføre værket dets mere ildevarslende kritiske potentiale. For hvor og hvordan udkæmpes krigene, og hvor tæt er vi hver især på kampzonen og hvilke kampe er det i så fald, vi deltager i?
 
I Barkers kunst mødes en række elementer, der hver især har stærk symbolsk kraft: Det stemningsfulde landskab, krondyr, sommerfugle og lærker overfor militære tropper og krigsmaskiner i aktion. Ved hjælp af en knivskarp samplingsteknik potenseres dette møde i Barkers fotografier. Det er først i det øjeblik, vi ser alle mellemtonerne, at vi forstår deres betydning og dermed få øje på sammenhængen mellem de kontraster, som Morten Barker viser os en verden så fuld af. Han bevæger vores blik helt tæt på og så igen langt væk, og der imellem findes alle detaljerne, som danner det store billede og giver os en dybere forståelse af, hvad der egentlig forgår, i den natur og det scenarium vi betragter.

Morten Barker nærmer sig sit genstandsfelt fordomsfrit og med nysgerrighed. Det gør ham i stand til at behandle sit emne på en facon, som udvider vores blik, så vi ser landskabet, krigsøvelserne og dyrene med ny øjne. Vi ser en verden fuld af skønhed, forfinelse, grovhed, konflikt, vold og stærke naturkræfter - symboler og tegn. Det romantiske og blide overfor det brutale. Harmoni overfor disharmoni. Lethed og tyngde. Lys og mørke. Skarpt og uskarpt. Barkers kunst efterlader beskueren med en åben flænge i bevidstheden, noget er flået op, som var man selv blevet ramt af en af de granatsplinter, der maltrakterer landskabet i krigszonen. Sammenstødene er voldsomme! Noget er stillet på spidsen og noget andet har ændret karakter, herved rejses en række vanskelige spørgsmål, hvis besvarelse i sidste ende påhviler beskueren.